Verdenshave fyldt med plast, planter og dyr truet af udryddelse, pesticidfund i drikkevandet, ørkener, der breder sig. Alt dette kalder på politisk handling. Vi skal tænke på vores børn. Jeg vil en ansvarlig klimapolitik, der skaber bæredygtighed gennem nye løsninger. Vi er nødt til at bremse op og sikre kloden for både os selv og de fremtidige generationer. For mig er det en selvfølge, at vi skal sikre rent drikkevand og biodiversitet, at vi beskytter sårbare naturområder og vandmiljøer. Fossile brændstoffer skal begrænses. Vi kommer til at ændre vores samfund meget, ændre spisevaner og sænke forbruget, men jeg tror på, at vi kan gøre det klogt, og uden at vi alle sammen bliver fattigere. Det handler om at turde investere i ny teknologi og få opgraderet vores elnet, så det passer til fremtidens behov, når flere får elbiler.
Klimapolitik rammer lokalt med fx oversvømmelser. Mange løsninger vil også berøre de steder, vi bor og lever, derfor skal borgerne med på råd, for det er vigtigt at have den lokale opbakning til opstilling af fx solceller eller andre anlæg. Landbruget står også overfor en stor omstilling, men igen skal det gøres klogt, så vi ikke bare sender vores fødevareproduktion ud af landet. Noget, at det, der gør en forskel, er at få vores varmeforsyning gjort grøn eller vores huse isoleret. Det kan gøres relativt hurtigt, men det er vigtigt, at det ikke øger uligheden mellem land og by endnu mere.
Der er brug for handling og grøn omstilling hurtigt, klogt og socialt retfærdigt.